1-2 hverdages levering på lagervarer       Fri fragt over 1000 kr.       Faguddannet personale       Autoriseret forhandler

Artikel om Dyrup Farver og Malermester Michael Baad

Oprettet d.

Gesjæft artikel

Efter et langt tilløb kastede Michael Baad sig i 1999 ud som selvstændig malermester. Det lange tilløb var helt præcist 40.000 kilometer langt, da beslutningen blev truffet under en rejse til Indonesien og Australien. Michael var taget af sted med en kammerat til landet down under, og midt mellem kænguruer og en flok kolde Fosters besluttede Michael sig til, at når han kom hjem fra sin rejse, ville han starte sit eget firma. De første fire år, som malermester, og derefter kom bu­tikken til med salg af maling. “Der manglede klart en Dyrups i Silkeborg, så jeg var ikke i tvivl om, at det var det mærke, som jeg ville bygge butikken op omkring tilbage i 2003. En væsentlig grund var også, at GORI er en del af sortimentet, og det er vel det bedst brandede mærke i malerverdenen, efter en lang række tv-reklamer, som jo kækt spurgte, hvad trævær­ket siger,” griner Michael, mens han skænker en kop kaffe op til en kunde, der er kommet ind i forretningen. “Øjeblik,” siger han til GESJÆFTs udsendte, “Nu skal jeg lige hjælpe med at slæbe det ud i bilen,” siger han til kunden, som har købt seks spande maling.

FRU JENSEN RINGER OGSÅ

Kundeservice og nærhed er umuligt at undgå, når man besøger Dyrup Farver på Granhøjvej. For Michael har helt bevidst holdt firmaet på et niveau, hvor der kun er ham og en ansat. “Jeg er lidt en enspænder, og kan godt lide at gå og ar­bejde selv. Derfor har jeg ikke ansatte til malerarbejdet. Der skal være orden i tingene, og jeg planlægger alt, det er vigtigt for mig, at aftaler overholdes. Hvis min ordrebog er fyldt op, så sender jeg hellere en opgave videre til en af mine kolleger i byen, hvor vi har et rigtig godt samarbejde malermestrene imellem,” påpeger han. Der er både private- og erhvervsop­gaver i bogen hos den lokale malermester, og det spænder fra større renoveringer til helt små opgaver indendørs hos Fru. Jensen.

KAN SVARE PÅ ALT

Selvom Michael helst arbejder alene, så kan man ikke sige, at han har været uheldig med ansættelsen af firmaets eneste medarbejder, som er Birgitte Stenkjær. Hun har 25 års er­faring som farvehandler, heraf de seneste 3 år hos Michael Baad. “Birgitte styrer butikken med fast hånd, og det er en fornøjelse at have hende i butikken, da hun kan svare på alt, hvad kunderne spørger om,” siger Michael, inden han bliver afbrudt af Birgitte, “Ja, hvis det altså handler om maling,” griner hun. “Jeg har selv haft en farvehandel i ni år, så jeg har da en smule erfaring i forhold til at rådgive både malere og private,” smiler Birgitte. For øjeblikket er det oftest spørgsmål om maling af træværket udendørs, som de private kunder gerne vil have et råd til fra Birgitte. “De skal vente! Det er standard svaret lige nu,” siger Birgitte, og fortsætter, “man skal være helt sikker på, at træet er tørt, ellers lukkes fugten jo inde i træet, og derefter går der råd i det. Men de må gerne købe en spand GORI med hjem, så står det jo klar til at blive smurt på, når træværket er tørt sidst i maj,” smiler hun.

FAGLIG BETJENING

Kunderne i butikken er ofte folk, som har været en tur i bygge­markedet først, og derefter enten mangler lidt ekstra maling, der ikke kan fås mere, eller hvis de har lavet ’ulykker’, som Birgitte og Michael så skal redde. “Vi vil helst ikke sammen­lignes med byggemarkederne, da vi har en helt anden faglig baggrund for at vejlede folk. 

Der er jo ikke garanti for, at ham den unge knægt du snakker med i byggemarkedet, har en ud­dannelse inden for malerfaget eller farvehandel. Men det er jo den tryghed folk får, når de handler her. Og produkterne er jo de samme, som malermestrene selv bruger, og jeg har den praktiske erfaring med at bruge de forskellige malinger. Vi har også bedre mulighed for at fortælle kunden, hvor meget eller nærmere hvor lidt de skal købe, og jeg har den holdning, at de skal komme hjem med det rigtige. De må gerne købe 10 liter ekstra, så de er sikre på, at de ikke løber tør i week­enden, så kan de altid komme med det overskydende, hvis der ikke var brug for den ekstra spand alligevel,” siger Mi­chael, mens han viser rundt blandt malerbøtter i alle farver, pensler, spartler og alt det andet, som en professionel maler­mester har brug for. Den snart 40-årige malermester har boet i Silkeborg hele sit liv, så da han sammen med sin kone Maria skulle finde et sted at slå sig ned, var det meget naturligt, at det blev i et byhus i Lollandsgade, hvor de i dag bor med deres søn på fire år. “Nu har vi brugt 10 år på at sætte det i stand, men jeg mangler lige at få malet det sidste, men sådan er det vist for alle, Skomagers børn og alt det der, som man nu går og siger,” griner han.

GADGET-GAL

Når ikke han sætter hus i stand, så går tiden bag computeren og med de nyeste gadgets på markedet. “Jeg er gadget-nørd. Jeg skal have det nyeste, som fx ipad, iphone osv, selvom min kone har sat en stopper for det meste,” griner han. Interes­sen for teknikken har også betydet, at Michael har lavet sin egen webshop, hvor han sælger Dyrups produkter. Gennem otte måneder designede og udviklede han selv webshoppen, som i dag kan ses på www.dyrupfarver.dk “For det første ville det have kostet mig en formue at få den lavet, som jeg gerne ville have den, men derudover så var det skægt selv at lave, selvom jeg flere gange kasserede hele lortet og måtte starte forfra med at taste hele varelageret ind i shoppen,” fortæller han. Produkterne på hjemmesiden er de samme som i for­retningen, og man er også velkommen til at stille spørgsmål til sit malerprojekt via hjemmesiden eller facebook. Michael Baad har nu haft forretning på adressen i fem år, men planen er at udvide ejendommen med 500 m2, da han mangler plads i farvehandlen. Samtidig vil der blive lokaler til udlejning til andre erhverv. “Det er et perfekt erhvervsområde. Og selvom planerne stadig kun er på papiret, så har jeg allerede fundet lejere til de nye lokaler,” fortæller han.